6. februar 2017

Plantelæren, Hornemann og H.C. Lyngbye


»Høistærede Hr. Professor!« var H.C. Lyngbyes start på alle brevene til J.W. Hornemann.
Det var ikke bare en høflighedsfrase. Han havde al mulig grund til at ære den mand,
der hjalp ham ind de akademiske og højere sociale lag i guldalderens Danmark. 






H.C. LYNGBYE ÅR 2017: Botanikken var oprindelig var en del af lægestudiet, men den voksede for alvor frem til en selvstændig vidensdisciplin og  selvstændigt fagområde i tiden op til år 1800. Rent fysisk gav det sig udtryk i opbygningen af Botanisk Have i København og ved det meget ambiøse botaniske billedværk Flora Danica, der blev udgivet i tidsrummet 1761-1883 i form af store hæfter med nøjagtige kobberstukne plantetavler. 

Den af de skiftende redaktører, der fik udgivet mest i sin udgivelsesperiode, var Jens Wilken Hornemann (1770-1841). Han både var både forstander for den botaniske Have og udgiver af Flora danica samt professor i botanik ved Københavns Universitet fra 1809.

J.W.Hornemann
Litografi af 
Niels Brock Krossing

Herbariet fra Vendsyssel

Engang i perioden 1810-1812 fik Hornemann besøg i lokalerne ved Botanisk Have af en jydsk teologistuderende med en mappe under armen. Denne ukendte unge mand ville gerne, i al beskedenhed, vise professoren sit herbarium, som han havde indsamlet i sin fritid, da han arbejdede som huslærer hos præsten i Skæve Sogn i Vendsyssel. Den unge studerende var Hans Christian Lyngbye. 

J.W. Hornemann havde naturligvis set et velordnet dansk herbarium før og måske nok var der intet faktuelt nyt i den unge mands indsamlinger fra det nordjyske, men ved samlingen var derimod den helt bemærkelsesværdige omstændighed, at H. C. Lyngbye ingen undervisning havde modtaget i botanik. Alligevel havde han formået at bestemme hver plante i sin samling nøje og korrekt. 

Bestræbelser i botanisk viden var Hornemann godt bekendt med. Han var 12 år ældre end sin besøgende botaniker in spe og havde før århundredeskiftet selv kickstartet sin botaniske løbebane, ved at vinde en priskonkurrence om at skrive en ”dansk Lærebog i Botaniken, der kunde bidrage til denne for Landalmuen saa vigtige Videnskabs Udbredelse iblandt Folket”. Prisen var udsat af mæcenen Johan Bülow fra Sanderumgård på Fyn, der var en stor sponsor af naturvidenskabelige projekter. 

Hornemann vandt førsteprisen i 1794 og i 1796 udkom bogen »Forsøg til en dansk oekonomisk Plantelære« og den fik så stor succes, at den udkom igen i et meget større oplag i 1806 i en udvidet udgave med planter fra Holsteen, Norge, Island og Grønland. Sammen med den tidligere udgaves planter udgjorde antallet af arter i bogen således 1500 og bidrog således til økonomisk udvikling, for botanikken var da ikke kun et mål i sig selv, men en aktivitet, der fokuserede på det nyttige og gavnlige for kongerige og folk. 

Titelbladet på J.W. Hornemanns bog »Forsøg til en dansk oekonomisk Plantelære« 
er prydet med en vignet af frimurerhaven på Sanderumgård. 
En hyldest til mæcenen hofmarskal Johan Bülow, der støttede udgivelsen. 
Til højre ses Bülow malet af Jens Juel. 


Hornemans plantelære gør nytte

Det var netop Hornemanns brugbare og nyttige håndbog, som Lyngbye havde haft med i bagagen på sit ophold i Vendsyssel. Den var alene forklaringen på, at den håbefulde botanikamatør kunne opbygge et perfekt herbarium, som professoren ikke kunne sætte en finger på. Lyngbye, der havde en skarp hukommelse og gode analytiske evner, havde til fulde efterlevet professorens udgangsreplik i bogens forord: »Til Slutning vil jeg bede dem, der ville bruge denne Bog som veiledning til paa egen Haand at lære de deri omhandlede Planter at kjende, alvorligen at gjøre sig bekjendte med Konstordene og Systemlæren, de ville da først med Nytte kunne bruge det øvrige af Bogen.«

For professor Hornemann, der til daglig underviste sine studerende på den nylig etablerede naturstudie på Københavns Universitet og vel havde sit besvær med dette, må dette besøg have været en sand åbenbaring. En kolossal bekræftigelse på hans botanikbogs berettigelse samt på styrken af hans systematik og pædagogiske evner. 
Det herbarium, der lå på bordet foran ham, var at regne som et stort skulderklap. Ikke underligt, at Hornemann siden så på H.C. Lyngbye med stor sympati.

En anden nyttig side af denne sag var, at her stod Hornemann pludselig med en driftig naturinteresseret mand, der som hans ven Hofman Bang senere skrev, havde »Iver og Nemme«. Dette kunne Hornemanns udnytte og dermed udvide sine faglige muligheder.  
Resultatet blev at Hornemann indlemmede den talentfulde H. C. Lyngbye i sit professionelle botaniske netværk og han blev siden en af Hornemanns botaniske sporhunde i felten. 
De mange botaniske rapporteringer i brevene fra Lyngbyes hånd vidner om, at professoren fik en flittig informant. Med skarpe øjne og en flittig pen, med blyant og pensel, botaniserede Lyngbye på fjerne steder, hvor professoren ikke kom, selvom Hornemann ellers var en flittig indsamler, der selv foretog mange botaniske rejser. Således nyttede plantelærebogen også Hornemans eget virke. 


Der er ofte lange lister med latinske plantenavne
i brevene fra H.C. Lyngbye til professor Hornemann i København.
Her er den første rapport fra rejsen til Færøerne
afsendt fra Thorshavn 26. juni 1817

Ekskursioner for professoren...

Kilderne beretter om den gode nytte samarbejdet mellem de to botanikinteresserede mænd gjorde. Selvom Lyngbyes færøske rejseærinde i sommeren 1817 var rettet direkte mod vandenes flora, så kan man se i hans optegnelser og hans indsamlinger fra rejsen, at han også botaniserer efter landplanter inde i landet og til fjelds. I et brev fra Thorshavn til professor Hornemann den 26. juni 1817 skriver han: »Om nogle Dage reiser jeg med Hr. Majoren (* Løbner, amtmand og kommandant på Færøerne) til Sandøe og Suderøe, og agter der at forblive der nogen Tid, og tænker at finde nogle flere Fieldplanter og Alger.«

Amatøren gengælder således støtten og hjælpen fra professoren i København. Han noterer nøjagtige observationer og indsamler planteeksemplarer af Færøernes landflora, som Hornemann ellers ikke havde mulighed for at få fat i. Lyngbye afleverer de indsamlede planter til Hornemann og han udvider dermed professorens herbarium. 
Han giver Flora Danicas redaktør mulighed for også at publicere færøske planter og allerede i 1818 ses nogle af Lyngbyes fund og tegninger i Flora Danica.


… og nye muligheder

For den teologistuderende Lyngbye med de høje naturvidenskabelige ambitioner blev kontakten til Hornemann i 1810-12 et akademisk løft ind i de øverste naturvidenskabelige fagkredse, hvor han fik en chance til at arbejde videre og dybere ned i de botaniske problemstillinger, der herskede i tiden. I dette ivrigt diskuterende botaniske netværk, der strakte sig både i indland og udland, skulle han siden markere sig markant, nemlig da hans berømte tangbog udkom i 1819.

H.C. Lyngbye fik tillige adgang til den sociale top i det danske samfund, til de vigtigste vidensnetværk og han brugte aktivt disse muligheder siden i sit flittige virke, der omfattede meget andet end botanik.


»Hr. Professorens ærbødigste Tiener
Hans Christ. Lyngbye«

Kilder

Nekrolog over J. W. Hornemann. Tidskrift for Litteratur og Kritik. 
Udgivet af F. C. Petersen. 6. Bind. Kbh 1841, s 238. 

J.W. Hornemann (1796): Forsøg til en dansk oekonomisk Plantelære. Andet oplag.

Claus Bech: Johan Bülow. Dansk Biografisk Leksikon, 3. udgave/Gyldendal 1979-84. 


Flora Danica 9. bind, tab MDCIII, 1818: Bryopsis Lyngbyei. Navngivet af J.W. Hornemann, tegnet af H.C. Lyngbye og graveret af Johan Bayer.

---------------------------------------------------------


Flere tekster fra H.C. LYNGBYE ÅRET 2017:


25. januar 2017: Beskrivelse af et portræt

17. januar 2017: Havets lysning

1. januar 2017:  Introduktion til "H.C. Lyngbye året 2017"

Ingen kommentarer:

Send en kommentar