25. januar 2017

Beskrivelse af et portræt

H.C. LYNGBYE ÅR 2017: Ansigtstrækkene på historiske personer er egentlig intetsigende, men vi har alligevel en forestilling om, at vi kan hente valid information ud af folks ansigter. Selv af de personer, der forlængst er formuldede. Men ret beset, hvad siger portrætter i forhold til en omhyggelig tegning af en plante? Så skarpt iagttaget efter naturen, så omhyggeligt nedfældet på papiret og så nøje visuelt fagligt forklaret, at den rutinerede botaniker let bestemmer plantens slægt, art og navn, både før, nu og i fremtiden. 
Portrættet og den naturvidenskabelige illustration kan ikke sammenlignes, men alligevel tror vi forfængeligt på, at portrætter er lige så beskrivende. Til dette ville den latinkyndige præst og plantetegnende Lyngbye sikkert have kommenteret: »Vanitas vanitatum et omnia vanitas!«

Portrættet af Lyngby

Historiebogen ”Nú er tann stundin…” af den færøske historieprofessor Hans Jakob Debes (1940-2003) udkom i 1982 fra det daværende skolebogsforlag Føroya Skúlabókagrunnur. Debes skriver om optakten til og begyndelsen på den færøske nationalbevægelse, som naturvidenskabsmanden Hans Christian Lyngbye var med til at skabe forudsætningerne for. I bogen placeres H.C. Lyngbye solidt i den færøske nations grundvold.
Billeder kan bløde lange tekster op. Øjet skal have sit, især hos skoleungdom, så redaktøren på forlaget har fremfundet billeder, der kunne illustrere historikerens mange ord. Eftersom emnet er om politik, er portrætter dominerende i bogen. 
På side 77 troner et portræt frem, der angives til, at være den H.C. Lyngbye, som rejste til Færøerne i 1817.


Portrættet i H.J. Debes: "Nu er tann stundin…"
Føroya Skúlabókagrunnur, 1982, side 77


Det historiske syn

Siden jeg begyndte at studere Lyngbye, har jeg haft det mærkeligt med dette portræt, mest fordi Debes trods sin faglighed ingen klar kildeangivelse angiver. 
I parentes bemærket skal jeg hilse at sige, denne faglige slendrian ikke er usædvanligt indenfor historiefaget, når det kommer til visualitet. Historikere er og bliver tekstfolk. Mens de omhyggeligt angiver kilder til alt fra arkiver og bøger helt ned til diminutive punktummer, så er de fleste meget ofte lemfældige med referencer til visuelle kilder. De ser åbenbart ikke nytten af visuelle kilder.
De færreste er bevidst om, at visuelle kilder aflæsningsteknisk principielt adskiller fra tekst. For at uddrage god information fra visuelle kilder, så må historikeren have dem i højopløselig kvalitet. Til forskel for tekst, hvor det på et dårligt uskarpt billede ofte er muligt at stave bogstaverne frem, og supplere teksten med forudsigelige dele ved hjælp af gængs sprogbrug, indtil man har uddraget hele den information, der ligger i teksten. Det går ikke med visualitet. Den må stå skarpt for at tydes. 
H.C. Lyngbye portrættet var ikke trykt tydeligt i bogen og det vanskeliggjorde min eftersøgning efter den manglede reference til Lyngbyes portræt.

Er det Lyngbye? 

Jeg begyndte at søge på det Kongelige Bibliotek, der normalt er et godt sted at starte. Men intet dér. Efter et par andre søgninger i andre online billeddatabaser uden resultat, rettede jeg blikket mod den nordsjællandske kyst, hvor Lyngbye boede sidst i sit liv frem til 1837. Men også lokalarkiverne var nittere. 
Jeg var ved at rette opmærksomheden mod lokalarkiver i Østjylland, hvor H.C. Lyngbye boede før, da jeg fik idéen, at kontakte den nu pensionerede bogredaktør fra forlaget. Jeg kunne høre i telefonen, at han var ikke glad for at høre min mistro til portrættets autencitet; naturligvis, man har vel sin faglige stolthed. Men dette ubehag bevirkede, at han straks påtog sig den umage, at besøge sin tidligere arbejdsplads, dykke ned i forlagets kælderarkiv, og finde de gamle ringbind med bogens originalerne til det trykte billedmateriale. Da jeg så den mere tydelige affotografering af portrættrykket, var jeg i stand til at komme videre.

Xylografen og hans forlæg

Jeg så, at portrættet oprindeligt er udført som et xylografi, som er en reproduktionsmetode, hvor der graveres med kobbergravureredskaber i meget hårdt endetræ. Denne metode blev blomstrede op lige før 1800 og blev i løbet af de næste 100 år dominerende indenfor illustrationer til tekst. 



Gravører i fuld sving.
Tony Beltrand: Et xylografi værksted, 1897

Et xylografi har som regel to signaturer. Nederst til venstre af den, der tegnede forlægget, auteuren. Nederst til højre af den, der graverede træblokken, gravøren. I dette tilfælde var kun gravøren angivet, omend temmelig utydeligt: "H. P. Hans??"

En googling på ”H. P. Hans” + ”xylograf” fører til dansk Wikipedia, hvor der er side om xylografen Hans Peter Hansen (1829-1899), uddannet i Dresden og Leipzig og aktiv blandt andet med gravurer i ”Illustreret Tidende”, et førende danske billedmagasin omkring år op til 1900. 

Alle udgaver af ”Illustreret Tidende” ligger tilgængeligt på Det Kongelige biblioteks site. Under billedet fra Debesbogen er en temmelig utydelig håndskrevet tekst med ordet ”Lyngby”, altså uden e i slutningen af navnet. 
En søgning på ”Lyngby” i denne database giver straks resultat. I Årgang 12, Nr. 609,  28/05-1871, s. 317-18 er en nekrolog over professor Kristen Jensen Lyngby (1829-1871). Han var en dansk sprogforsker og fra 1869 professor i nordisk filologi ved Københavns Universitet. Ved en søgning på dette navn i bibliotekets billeddatabase dukker originalfotoet op, som xylografiet er graveret efter. Fotograferet af Georg E. Hansen, auteuren til portrættet.

Selvom der er mange fællestræk mellem K.J. Lyngby og H.C. Lyngbye - de var begge fra Himmerland, de gik i skole i Aalborg, studerede på universitet i København og de arbejdede begge med jydske dialekter, så er det den forkerte mand, som er afbildiget i bogen. 
Da jeg ringer tilbage til bogredaktøren med den nedslående nyhed, siger han, at jeg skal huske, at publicere denne rettelse engang. Det er hermed gjort. 

Veni, vidi, vici

Der er den historiefaglige pointe i denne undersøgelse, at for at aflæse visualitet, må historikeren have en højopløselig reproduktion af kilden samt besidde trykteknisk indsigt, lige så vel som der skal viden om gammel håndskrift, ord og sprogbrug til, når der studeres tekst. 
Men lige dér, med de visuelle kilder, kan man sige, at historiefaget endnu i sin praksis lever i fortiden. I dag erobrer billedsproget verden i en digital storm og har voksende andel i nyheder og i starten af debatter, konflikter og krige. Så der er nok at gå i gang med for historikere med tilstrækkelig skarpe øjne.


Beskrivelsen af H.C. Lyngbye ved hans afrejse fra Færøerne oktober 1817
 Føroya Landsskjalasavn

Portrættet af H.C. Lyngbye

Omkring den tid H.C. Lyngbye var på Færøerne, var det i det danske kongerige almindeligt at forlange pas, når man bevægede sig over vand. På Føroya Landskjalasavn ligger de færøske pasbøger, der registrerede udstedte pas til folk, der drog fra Færøerne. 
Fra 1817 står der: »Oct 1 - Hr Kandidatus Theologiæ Hans Christian Lyngbye fød i Jylland, 34 Aar gammel, Liden af Væxt og proportioneret af bygning, har Brun Haar og Blaa Øjne, herfra til Kiøbenhavn,-.« 
Vennen Niels Hofman Bang skrev i nekrologen over H.C. Lyngbye i 1838: »Lyngbye var af lav Statur og af et simpelt, fordingsløst Ydre; men hans Øje røbede den Varme for videnskabelige Undersøgelser, som stadig besjælede ham.«  
Disse beskedne billeder, kun tegnet af ord, skitserer kun udseendet af denne mand, der selv tegnede så mange nøjagtige afbildinger af planter, dyr og fisk efter naturen. Dette er hvad vi har: »Lav statur, et simpelt fordingsløst ydre, brunt hår og blå øjne«. 

Skal vi danne os et bedre billede af manden, må vi ty til brevenes blækbrune ordstrøm. De tegner portrættet. 



Kilder:


H.J. Debes (1982):  ”Nú er tann stundin…” 

Tony Beltrand: Un atelier de graveurs sur bois.

L’Image, sept. 1897, s. 316

H.P.Hansen, xylograf: Wikipedia - Den Store Danske


Pasbog for 1815-1839. Føroya Landsskjalasavn
---

Tak til Torlakkur Djurhuus og NÁM




Ingen kommentarer:

Send en kommentar